Den Store Ølhistorie


Men tror det er umuligt; at dække 9000 års kultur- og civilisationshistorie, alt sammen mens man som publikum oplever historien på egen krop gennem ni forskellige øltyper, der på hver sin måde belyser vigtige begivenheder i menneskehedens historie.


Dette er historien om oldtidens myter og sagn om guddommelige drikke, middelalderens første livtag med hvad vi i dag kender som lambik- og trappist-øl og senmiddelalderens overgang fra krydderier til humle som centralt element i brygningen (og bock-øllen).


Videre over industrialiseringens krav fra tørstige arbejdere om den mørke porter - og IPA'en som en transkontinental nødvendighed for den britiske elite, vigtige gennembrud i ølbrygning som videnskab, der førte både den rene og populære pilsner med sig, men som også resulterede i en dekadelang ørkenvandring i 1900-tallet med den altødelæggende amerikanske lager.


Og til sidst til en ny craft beer-revolution med udgangspunkt i 1970'ernes modstand mod utidssvarende og intetsigende konsumøl - en slags nyt Moderne Gennembrud, men for en årtusindlang brygtradition, der aldrig har været mere alsidig end i dag, og nyklassikere som den amerikanske pale ale eller den belgiske wit.


Foredraget binder altså et overblik over menneskehedens lange rejse fra jæger/samler-samfund til hypermoderne informationssamfund sammen med det håndværk, der har dannet smagsramme for det hele - nemlig ølbrygning. Hvordan det spænder af - og om det i det hele taget er muligt at nå det hele - må du selv opleve. Og hvis du er heldig, tager jeg mine egne forsøg på at brygge disse traditionsrige øltyper med, så interesserede kan få en smagsprøve - men det kan vi tale videre om, hvis I er interesserede.