Dansk Kirkehistorie
- set gennem et ølglas

Et anderledes og hyggeligt foredrag om den danske kirkehistorie med nedslag i nogle af de centrale perioder og begivenheder i overgangen fra en førkristen vikingetid over middelalderen, reformationen i 1500-tallet, pietisme og oplysningstid, 1800-tallets vækkelser og frem til et senmoderne kirkesyn.


Alt sammen med øje for det tætte samspil, som dagliglivet i Danmark som førkristen og kristen har haft med den oldgamle øl- og bryggekultur, der er så fast en del af den danske folkesjæl - og som ligesom kirken har gennemgået den ene revolution efter den anden igennem århundrederne, og som både har stået udenfor i kulden, men så sandeligt også været en integreret del af gejstlighedens virke.


Foredraget vil med jævne mellemrum byde på en smagsprøve af netop de øltyper, der var udbredte eller kontroversielle på de tidspunkter i historien, der tales om. Således kan fx Bock-øllen (der oprindeligt har sit navn fra Hansestaden Einbeck i Tyskland) eller den særlige Doppelbock, som Paulanermunkene fremstillede specifikt med fasten for øje (og kaldte Salvator) komme i glasset, idet vi slår ned i kirkehistoriens monastiske traditioner.


Eller måske stifter vi bekendtskab med Mumme-øllen, der allerede helt fra 1100-tallet blev brygget både i Tyskland (og i begrænset omfang Danmark) som statussymbol på linje med den vinkultur, der senere kom til at dominere elitens smag - og som fandt vej ind i gudstjenesten.


Måske skal vi helt tilbage til øllets kulturelle brygtvilling, mjøden - og smage på Koldingshus' genskabelse af den hedenske drik. Eller stifte bekendtskab med Klosterbryggen fra Øm Kloster ved Skanderborg, der stadig trives den dag i dag.


Der er rigeligt med historier at fortælle om præster, paver, konger og købmænd, bønder og bryggere. Men det må I høre mere om til selve foredraget. 


beer
Trappist-monk-drinking
TRAP103
TRAP102
Kalkmaleri_i_Tuse_kirke__kvinde_laver_oel

"Wer viel Bier trinkt schläft gut. Wer gut schläft sündigt nicht. Und wer nicht sündigt, kommt in den Himmel."


- Martin Luther